Et historisk sted

Öijared-godset har rødder tilbage til 1500-tallet, og historien har sat tydelige spor. Her findes oldtidsminder som stenkister, gamle markanlæg og stendyrkninger, omkring tredive små gårde fra 1700-tallet samt græsarealer med kvægstier.

Öijared Säteri

Godsbygningerne består af en enkel herregård fra 1600-tallet, to fløje, stalde, driftsbygninger og gårdskapellet, der ligger i forlængelse af alléen. Gårdens bygninger ligger smukt ved Mjörns bred og de omgivende græsmarker. Gårdens historie kan spores helt tilbage til den tidlige middelalder, i kong Stenkils tid (ca. 1065 e.Kr.).


Gården var dengang ejet af slægten Pik og blev kaldt Pikenborg. I begyndelsen af 1500-tallet var det slægten Ulfsparre, der ejede gården. Öijared forblev i slægten Ulfsparres besiddelse i næsten 150 år. I begyndelsen af 1700-tallet overtog en af Karl XII's generaler, baron Georg Reinhold Pattkull, gården, men han solgte den snart til handelsråd Sebastian Tham fra Göteborg. I 1749 brændte bygningerne på Öijared delvist ned, og man restaurerede hovedbygningen og de landbrugsbygninger, der stadig var i brug.

Öijared Säteri blev gennem et ægteskab et fideikommiss i begyndelsen af 1800-tallet. Det betød, at den gamle lov om gårdens lovbestemte arv til den ældste søn først ophørte, da den sidste fideikommissar var gået bort, hvilket skete, da Sten-Gustav Adlerstierna-Adelskiölds enke Ulla døde barnløs i 1985. Først i år kunne Öijared Säteri i henhold til svensk lov erhverves af andre end slægtninge til tidligere ejere, hvorfor dødsboet muliggjorde en erhvervelse af ”ofrälse” efter godt 350 år med adelsejerskab.

I 1980'erne kunne en ny familie derfor flytte ind på Öijared, da familien Brandström købte gården. Snart opstod der et ønske om at gennemføre ændringer i mark og miljø. Man har omhyggeligt restaureret Öijared, og ud over kulturbevarelsen drives der skovbrug og jagt. Der er også et stærkt engagement i at skabe muligheder for universiteter, erhvervslivet og offentlige organisationer til at bidrage til viden om sammenhængen mellem natur, kultur og sundhed.

Et kulturelt juvel

På Kapellkullen nær Säteriet blev der i 1500-tallet opført et lille trækapel. I næsten hundrede år stod kapellet på samme sted. I slutningen af 1600-tallet lod Carin Bielke kapellet flytte fra Kapellkullen, hvor det står i dag, til et sted helt tæt på herregårdens hovedbygning, hvor det fungerer som en fløj.

Kapellet blev flyttet tilbage til sin nuværende placering på Kapellkullen i 1700-tallet, sandsynligvis i generalmajor Claes-Reinhold Patkulls tid. Smukke oliemalerier fra begyndelsen og midten af 1700-tallet pryder vægge og indretning.

Carin Bielke

Carin Bielke (1599–1695) var datter af rigsråden Clas Bielke, og i 1623 giftede hun sig ind i familien Ulfsparre og flyttede til Öijared, som hun havde fået i medgift. Efter at både hendes mand og deres 7 børn var gået bort, syede hun sit timeglasformede vægtæppe ”Sorgekalk”, en kort fortælling om hendes skæbne, som blev populær og trykt i flere oplag i 1700- og 1800-tallet. Carin brugte også meget tid og penge på at hjælpe sine slægtninge og gårdens folk. Hun startede endda undervisning for de ansattes børn. I en alder af 63 år giftede Carin sig med Harald Stake, der var guvernør på Bohus fæstning. Carin overlevede også Stake, og efter hans død levede hun i yderligere atten år, før hun selv gik bort.

Carin Bielkes lille private bænkplads ligger forrest i kapellet, som hun engang lod opføre. På bænken ses hendes våbenskjold samt årstallet 1631.

I Säteriet

På anden sal i Säteriet ligger Gubb-salen, der har fået sit navn, fordi alle familieportrætterne tidligere hang der. Under Sten-Gustafs tid fjernede man de gamle tapeter fra 1800-tallet og afslørede de oprindelige tømmervægge med deres smukke malerier.

Gulvet består af brede, ubehandlede brædder, og dørene har stadig deres oprindelige beslag. På gulvet ligger der i dag et knudevævet tæppe med samme mønster som vægmalerierne. Blandt inventaret findes bl.a. en udtræksseng fra 1700-tallet.

Torpen

I torpene boede torpebeboerne, som dyrkede deres små jordlodder og udførte dagarbejde for jordbesidderen. De udnyttede også skov og vand til bær, svampe og fisk. I dag findes der omkring tredive torpe fra 1700- og 1800-tallet, som nu primært er sommerhytter. De har stadig bevaret deres kulturmiljø med indhegnede marker, hegn med kvægstier og plejetræer.

De historiske grænser har gennem årene delvist ændret sig i takt med ejerskabsforholdene. I løbet af 1600-tallet skabte sammenlægning af jordarealer gennem ægteskaber et omfattende jordområde helt ned til Lödöse i forbindelse med Carin Bielkes ægteskab med Harald Stake.